Skip to main content
Bæredygtig

Enkle tips til en bæredygtig hverdag

By October 28, 2022October 31st, 2022No Comments

Bæredygtighed er blevet et ord, som har sneget sig ind i mange samtaler. Det er mere relevant end nogensinde, at tænke bæredygtighed ind i hverdagen. 

Inflationen er skyhøj og vi bevæger os ind i en energikrise – men også global opvarmning og klimaproblematikker er udfordringer, som vi skal løse i den nærmeste fremtid, ved at tænke mere bæredygtigt.

Én ting er hvad der bliver gjort på verdensplan, en anden ting er, hvad der kan gøres som forbruger på individplan. Ikke kun vil grønnere og mere bæredygtige valg i hverdagen være gode for miljøet – så kan du også spare penge ved at skrive forbrugeransvarlighed på indkøbslisten.

Hvad er bæredygtighed? 

Bæredygtighed er et bredt begreb og bruges ofte i flæng. Helt grundlæggende, så kan bæredygtighed defineres på mange måder. Der er social bæredygtighed, økonomisk bæredygtig – og så er der klima- og miljømæssig bæredygtighed, som vi stiller skarpt på her. 

En miljømæssig bæredygtig tankegang er en livsstil, der har til formål at reducere individets eller samfundets brug af jordens naturlige ressourcer. Den klima-og miljømæssige bæredygtighed dækker over 5 af Verdensmålene, der centrerer sig om at vi skal passe på jordkloden, naturen, og diversiteten og spare på jordens ressourcer. 

6 simple tips til en bæredygtig hverdag

På overfladen kan det virke åndssvagt at bruge energi på at reducere ens miljømæssige fodaftryk, når alle omkring én ikke gør deres. Men når tiltagene deles ud i små skridt, bliver det tydeligt, at du har meget mere magt som forbruger, end du måske gik og  troede. 

1. Bæredygtig madforbrug: Introducér kødfrie dage, undgå madspild, handl ansvarligt

Når du handler ind, kan du med fordel gå efter økologiske råvarer – og gå gerne efter lokale råvarer, og råvarer der er i sæson. Overvej at introducere kødfrie dage til madplanerne. Tal viser nemlig, at ud af den samlede udledning af drivhusgasser, så står landbrugs- og fødevareindustrien for op imod en tredjedel. Der er altså meget at hente, hvis kødforbruget reduceres. 

Udover de kødfrie dage, kan I også øge fokus på jeres madrester, for at undgå madspild. Vidste du, at vi, i følge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, smider danskerne omkring 800.000 tons spiselige mad og fødevarer ud hvert år? 

En måde at undgå madspild er, at lave madplaner for ugen og kun handle det ind, du har brug for – det kan også være en måde at komme udenom impulskøbene.  Tag et kig i køleskabet, inden du handler – så slipper du for at handle ting ind, som du allerede har derhjemme. 

Når du handler ind, kan du passende tage et stofnet med, i stedet for at købe plastposer i butikken. 

2. Spar på energien og vandforbruget

Dette tip er måske særligt relevant i den nuværende energikrise. 

At spare på energien, vil ikke kun få pengene til at række længere, men det er også vigtigt, hvis du vil leve mere bæredugtigt. Det skyldes, at i mange tilfælde produceres elektricitet ved fossile brændsler, som ikke er vedvarende og som udleder mange tons C02 i atmosfæren. 

En måde at spare energi i hverdagen er at skifte til en LED eller elsparepære, eller udskifte dine energislugende hårde hvidevarer, gerne med nyere A+-modeller. 

Hvis du vil spare på elforbruget, bør du også slukke de elektriske apparater, du ikke bruger. Det handler også om, at du skal skrue ned for varmen, når du vasker tøj – og når du går i bad. Tag også gerne kortere bade, så du sparer på vandforbruget. Undgå også at tørretumble tøjet – det har også bedre af, at blive lufttørret. 

3. Skrot kemien i hverdagen

Hvis du gerne vil passe på naturen, så skal du undgå unødvendig kemi i de produkter, du bruger til hverdag. Det kan være cremer, vaskemiddel, og shampoo, som måske indeholder hormonforstyrrende og/eller sundhedsskadelige ingredienser – det er hverken godt for dig, dine børn – eller naturen. 

 Du skal i stedet gå efter miljømærkerne – såsom svanemærket –  når du handler ind. 

4. Sorter dit affald korrekt

Vi kommer nok ikke udenom at ophobe meget affald i vores hverdag. Men det har aldrig været lettere at sortere dit affald korrekt, således at materialerne på vidt mulig vis kan genanvendes og bioaffaldet kan bruges som gødning eller biogas.  På den måde minimeres forbruget af nye ressourcer. Det usorterede affald ryger på forbrændingen. 

Alt efter hvilken kommune du bor i, kan du sortere pap, plast, glas, metal, bio og restaffald. 

5. Bæredygtig transport 

Hvis du gerne vil gøre mere for at reducere vores forurening og udledning af C02, så bør du tænker over den måde du transporterer dig i hverdagen – og på ferie. 

Hvis du har diesel-eller benzinbil, kan du overveje at skifte den ud med hybrid- eller elbil. I stedet for privat bil, kan du også investere i en delebil. Du kan også i større grad anvende offentlig transport – eller bruge cyklen mere. Skal du på ferie – så kan du overveje, om der er tog, færge eller busforbindelser som alternativ til flyveturen. 

6. Ud med smid-ud-kultur – ind med leje af ydelser og produkter

En måde at tænke bæredygtighed ind i din hverdag, er at efterleve princippet om ansvarligt forbrug. Det tærer på jordens ressourcer, at vi køber nyt, fremfor at genbruge det, vi allerede har. 

Hvis du har en genstand, som har udtjent sin værnepligt, så kan du måske give den nyt liv. En gammel t-shirt kan blive en pudseklud, eller et glas til syltede agurker kan blive en vase til blomster.  

En anden måde at få det fulde udbytte af dine produkter er, at leje dem ud. Og hvis du står og mangler en hammer eller græsslåmaskine – så er det langt billigere og tærer mindre på jordens ressourcer, hvis du lejer eller låner den. Netop denne tankegang er hele grundlaget for LendNows eksistens. I vores app kan du eksempelvis få flyttehjælp, låne eller tilbyde udlejning af værktøj og få hjælp til havearbejde eller malerarbejde.

Til sidst, så husk at alle små tiltag kan gøre forskel i det store hele.